Vedtægter

Roskilde Sports Petanque Club (RSPC)

§ 1
Foreningens navn er Roskilde Sports Petanque Club (RSPC). Foreningens hjemsted er Roskilde Kommune. Foreningen er optaget som medlem i Dansk Petanque Forbund (DPF), Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) samt Roskilde Idrætsunion (RIU)

§ 2
Foreningens formål er at fremme og udvikle petanquespillet for eliten og bredden.

§3
Som medlem af foreningen kan optages enhver med interesse for petanquespillet, og som vil efterleve foreningens vedtægter. Man kan optages som juniorspiller (0-17 år), som ungdomsspiller (18-24 år) eller som seniorspiller. Optagelse finder sted efter henvendelse til bestyrelsen.

§ 4
Kontingent til foreningen fastsættes hvert år på den ordinære generalforsamling for det efterfølgende år (kalenderår). Kontingentet indeholder bidrag til foreningen samt kontingent til de organisationer, foreningen er medlem af. Kontingentet skal være indbetalt senest den 10. februar. Nye medlemmer, der indmeldes efter 1. juli, betaler halvdelen af kontingentet. Ved udmeldelse i løbet af året refunderes kontingentet ikke. Har man været medlem af klubben i 10 år og er fyldt 90 år, optages man som æresmedlem og betaler ikke kontingent.

§ 5
Bestyrelsen kan udelukke et medlem p.g.a. kontingentrestance, hvis kontingentet ikke er betalt senest 1 måned efter 2 skriftlige påkrav. I særlige tilfælde kan bestyrelsen forlænge betalingsfristen.

§ 6
Foreningen ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer. Alle vælges på den ordinære generalforsamling efter følgende fordeling:
Kasserer Vælges for 2 år ad gangen på ulige årstal
Spilleudvalgsformand                  Vælges for 2 år ad gangen på lige årstal
Øvrige medlemmer (2 personer) Vælges for 2 år ad gangen på lige årstal
Øvrige medlemmer (3 personer) Vælges for 2 år ad gangen på ulige årstal
Samtidig vælges 1-2 suppleanter, 1 revisor, 1 revisorsuppleant samt 3 medlemmer til spilleudvalget. Alle vælges for 1 år ad gangen.

§ 7
Bestyrelsen konstituerer sig på det første møde efter generalforsamlingen med kontaktperson, bane-/klubhusformand samt sekretær.

§ 8
Spilleudvalgsmedlemmer vælges på generalforsamlingen og består af 3 medlemmer samt spilleudvalgsformanden. Spilleudvalget forestår det praktiske ved interne og åbne turneringer og konkurrencer, der afholdes i klubben.

§ 9
Bestyrelsen holder møde, når dette findes nødvendigt. Hvis mindst 2 bestyrelsesmedlemmer forlanger det, skal sekretæren indkalde til bestyrelsesmøde. Bestyrelsesreferatet underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer efter mødets afslutning eller senest på førstkommende bestyrelsesmøde herefter. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.

§ 10
Foreningens regnskabsår følger kalenderåret. Regnskabet skal foreligge for bestyrelsen senest 14 dage før generalforsamlingen. Regnskabet skal være revideret og underskrevet af kasserer og revisor.

§ 11
Ordinær generalforsamling afholdes i sidste halvdel af februar måned og indkaldes skriftligt med mindst 30 dages varsel med angivelse af dagsorden. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen med angivelse af emne og i underskrevet stand. Ved ændringer af §§ skal der i forslaget være angivet §-nummer og ændringen.

§ 12
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når bestyrelsen finder det nødvendigt. Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, når 30% af medlemmerne anmoder herom med angivelse af dagsorden. Indkaldelsen skal ske senest 10 dage efter modtagelsen af kravet med mindst 20 dages varsel. Indkaldelsen skal ske skriftligt.

 § 13
Generalforsamlingen ledes af en af forsamlingen valgt dirigent, som ikke må være medlem af bestyrelsen.

§ 14
Dagsorden på den ordinære generalforsamling:
Pkt. 1 Valg af dirigent og stemmetællere
Pkt. 2 Bestyrelsens beretning. Skriftlig beretning udleveres på generalforsamlingen.
Pkt. 3 Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
Pkt. 4 Fremlæggelse af budget samt fastsættelse af kontingent.
Pkt. 5 Indkomne forslag
Pkt. 6 Fastsættelse af træningsdage og -tidspunkter.
Pkt. 7 a) Valg af kasserer
          b) Valg  af spilleudvalgsformand
          c) Valg af 5 bestyrelsesmedlemmer
         d) Valg af 1-2 suppleanter til bestyrelsen
         e) Valg af medlemmer til spilleudvalget
          f) Valg af revisor
         g) Valg af revisorsuppleant
Pkt. 8 Eventuelt

§ 15
På generalforsamlingen afgøres alle sager ved almindeligt stemmeflertal. Såfremt blot 1 af de tilstedeværende medlemmer forlanger det, skal afstemningen være skriftlig. Hvert medlem har 1 stemme. Der kan stemmes ved fuldmagt. Hvert medlem kan medbringe op til 2 fuldmagter. Medlemmer under 18 år kan stemme ved den ene forældre eller værge. Forældre eller værge behøver ikke være medlem af foreningen.

§ 16
Der føres referat af generalforsamlingens beslutninger. Referatet underskrives af dirigenten og indsættes i referatmappen i klublokalet senest 14 dage efter generalforsamlingen.

§ 17
Til ændring af foreningens vedtægter kræves, at mindst 30% af foreningens medlemmer er til stede ved generalforsamlingen, og at mindst 75% af de tilstedeværende medlemmer stemmer for ændringen. Alle decimaler forhøjes til hele tal. Opnås der ikke tilstedeværelse af mindst 30% af medlemmerne, skal der senest 8 dage efter indkaldes til ny generalforsamling med 20 dages varsel. Dagsordenen for den nye generalforsamling er vedtægtsændringer. På den nye generalforsamling gælder almindeligt flertal.

§ 18
Opløsning af foreningen foregår efter samme procedure som i § 17. Ved beslutning om opløsning afvikles foreningen af bestyrelsen sammen med revisor overfor relevante organisationer samt offentlige og private instanser, både i teknisk og økonomisk henseende. Foreningens midler tilfalder herefter ungdomsarbejdet indenfor petanquesporten i Danmark.

§ 19
Bestyrelsesmedlemmerne samt hjemmesideadministrator er kontingentfri, og kasserer, spilleudvalgsformand og bane-/klubhusformand får en årlig godtgørelse på 500 kr. til dækning af administration og telefon i forbindelse med foreningens aktiviteter.

§ 20
Foreningen forpligter sig med underskrift af 2 medlemmer af bestyrelsen, hvoraf den ene skal være kassereren.

 

Vedtaget på stiftende møde 27.03.1992. Ændret på generalforsamlingen 25.02.1993 - 17.02.1994 - 21.02.1995 - 27.02.1996 - 25.02-1997 (1998/1999) - 24.02.2004 - 29.02.2006 - 27.02.2018.